Miljøtillæg
Hos Svend Knudsen Elektrikeren Thy tager vi ansvar for de miljømæssige krav og standarder, der følger med det at drive en moderne el-installationsvirksomhed. Derfor opkræver vi et miljøtillæg, som dækker de reelle og dokumentérbare omkostninger, der er forbundet med korrekt bortskaffelse af materialer samt lovpligtige kontrol- og dokumentationskrav.
Hvorfor opkræver vi et miljøtillæg?
Miljøtillægget dækker de udgifter, vi som virksomhed har i forbindelse med at overholde miljølovgivning, sikkerhedsforskrifter og korrekt affaldshåndtering. Det gælder blandt andet bortskaffelse af særligt affald såsom kabler med PVC eller bly, lysrør, batterier og hvidevarer – men også almindeligt byggeaffald, der kræver særskilt sortering og transport.
Et synligt og ærligt tillæg
I stedet for at skjule disse omkostninger i vores timepriser eller tilbud, har vi valgt at gøre dem synlige som et særskilt tillæg. Det handler om gennemsigtighed – både over for vores kunder og i forhold til vores egen forretning. Vi mener, det er mere fair at vise de faktiske udgifter, som følger af at arbejde miljørigtigt og ansvarligt.
Hvad dækker miljøtillægget konkret?
Miljøtillægget dækker blandt andet:
- Bortskaffelse og håndtering af særligt miljøbelastende materialer
- Transport og sortering af almindeligt affald
- Udgifter til lovpligtig kvalitets- og sikkerhedskontrol (SKS)
- Investering i måleinstrumenter og systemer til dokumentation
- Tidsforbrug til kontrolmålinger og journalføring, som vi ifølge lovgivningen skal opbevare i 10 år
- Udgifter forbundet med miljøafgifter på transport og energi
Miljøtillægget bliver indeksreguleret én gang årligt pr. 1. marts.